Krop

I dette indlæg vil jeg kigge lidt på kroppens betydning for spiseforstyrrelser, både ud fra et kulturelt synspunkt, men også ud fra et filosofisk synspunkt, for om noget så er forestillingen om ‘krop’ næsten med garanti en del af spiseforstyrrelsen.

Dualismen

I daglig tale indgår helt naturligt en skelnen imellem ‘krop’ og ‘sind’ – vi taler gerne om ‘det fysiske’ versus ‘det psykiske’ – og denne skelnen, denne dualisme, stammer helt tilbage til den franske filosof Rene Descartés og dennes tanker omkring rex extensa og res cogitas, henholdsvis den del af virkeligheden der er kendetegnet i form af udstrækning og rummelighed og så den immaterielle, private verden af tanker og følelser m.fl.

Til alt held er videnskaben dog kommet videre og de fleste vil nok i dag erkende, at det ene nok ikke kan findes uden det andet. Kroppen har altid indflydelse på sindet (tankerne) og på samme måde har tankerne (sindet) altid indflydelse på kroppen, og omend der for rigtig mange stadig findes en forestilling om, at sindet (sjælen, bevidstheden o.a.) eksisterer efter kroppens endeligt og derfor altså må kunne forefindes som en egen entitet, så beror dette nok mere på en valgt overbevisning/forestilling baseret på den aktulle kultur end på en overbevisning om den traditionelle kartesiske dualitet.

Hvorvidt de to ting kan fungere uafhængigt af hinanden, vil jeg ikke gå dybere ind i her, men udelukkende forholde mig til den effekt krop og sind til stadighed vil have på hinanden i livet.

Kroppen

“En sund sjæl i et sundt legeme” hedder et gammelt ordsprog, og dette peger direkte ind i kernen i den moderne problemstilling vedr. spiseforstyrrelser, for siden 1980’erne er det sunde legeme blevet sidestillet med det ‘slanke’ legeme eller det ‘veltrænede’ legeme. Sundheden er ‘disciplineret’ og ‘kontrolleret’. Sundhed er præstationer og målbare resultater. Sundheden er blevet noget der skal arbejdes for. Afslapning og ro tilbydes først det sunde legeme efter at der er blevet arbejdet for vedligeholdelsen af sundheden. Afslapning og ro skal fortjenes.

‘Forestillingen om kroppen’ er en evig foranderlig proces og den der ikke lever op til dens idealer, risikerer altid at føle sig stillet ubehageligt til skue. “Kroppens filosof” fænomelogen Maurice Merleau-Ponty snakkede om begrebet “Den levede krop” og pegede derved bl.a. på kroppens placering i verden, at livet leves, og opleves, igennem kroppen og i forholdet til verden omkring os og er derved også en del af vores identitet. Vi er blandt andet også det kulturelle kropslige udtryk, som tiden siger vi er.

I tidligere tider blev overvægt, eller ‘huld’, set som et tegn på velstand; at der var overskud i livet – “vellevned” ville man nok kalde det. Også dengang var kroppens udtryk rettet imod den bærende diskurs vedr. ‘det gode liv’, og enhver med en trimmet og solbrun krop ville blive kigget på med foragt. Dette er på mange måder den omvendte situation i dagens moderne liv, hvor ikke-slankhed anses for værende ukompatibelt med det førnævnte ‘gode’ liv. Slankhed sættes ofte lig med sundhed, en ide som hovedparten af de unge mennesker jeg snakker med vedr. spiseforstyrrelser 100% har købt ind på – bigtime!

Slankhed og veltimmethed peger i dag på overskud i livet og omtales ofte som definitionen på det ‘sunde legeme’, godt hjulpet af de sociale mediers flittige brug af photoshop og diverse filtre, der udelukkende har til hensigt at fremvise en ‘forestilling om’ og ikke virkeligheden.

Træningsafhængighed (Megareksi) er ofte en del af spiseforstyrrelsen. Forbrænding af virkelige og indbildte kalorier ligeså. Mange meget syge unge er virkelig veltrimmede og udstråler alt det som diskursen peger på, men de er meget langt fra at være ‘sunde’, hvis altså ‘sundhed’ defineres som at have det godt.

WHO har deres egen definition på sundhed: “Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære, og ikke blot fravær af sygdom, smerter eller andre skavanker.”

Det er en temmelig fluffy formulering og ganske umulig at opnå qua anvendelsen af adjektivet ‘fuldstændig’. At skulle være i en ‘fuldstændig tilstand af fysisk velvære’ for at kunne betragte sig som kropslig sund, mener jeg er at skyde over målet, for hvem pokker er mon det? Til gengæld er definitionen jo vidunderlig subjektiv, for måske formår jeg at være i en tilstand af fysisk velvære (ikke nødvendigvis fuldstændig) og samtidig være overvægtig, og vil jeg så ikke være mere ‘sund’ end den træningsafhængige veltrimmede yngling, der banker kroppen igennem trædemøllen i timevis hver dag i håbet om (måske) at kunne efterleve (på sigt) en idealiseret forestilling om et uopnåeligt kropsligt udtryk?

Sundhed har intet med et kropsligt udtryk at gøre, men en tilstand at være i