– Hvor egentlig netop Narrativ retning, Max?

Det spørgsmål har jeg fået nogle gange, og det har jeg igen i dag tænkt lidt over, da jeg netop i dag har frigivet min nye hjemmeside (design) på duelisme.dk og i forbindelse med tanker omkring terapi og min udvikling som terapeut, så er spørgsmålet stadig interessant for mig.

Min terapeutiske rejse begyndte i 2014, da jeg begyndte at deltage på moduler i ”Systemisk forståelse” på Mahamudrainstituttet. Jeg glemmer aldrig den aften, hvor jeg på et modul i tantramassage sad i soverummet sidst på aftenen og vi kom til at snakke om, hvad ”Systemisk teori” egentlig var for noget. Jeg havde aldrig hørt om det før og blev temmelig hurtig nysgerrig på hele tankegangen og weekenden efter var jeg tilbage og oplevede for første gang, hvordan det også er muligt at tænke og betragte verden.

Store tænkere som ”Gregory Bateson”, ”Humberto Maturana” og ”George Spencer Brown” blev lige pludselig introduceret for mig, og jeg måbede over sådanne verdensbilleder, for der blev virkelig peget på nogle kringlede sider af levet. Jeg lærte også, at ”Autopoiese” betyder ”skabelse af sig selv” og at ”billedet af hesten ikke er hesten” – med respektfuld henvisning til antropologen og kommuninationsteoriens fader Gregory Bateson, der i en forelæsning engang havde peget på et landkort og konstateret, at landskabet jo ikke ændrede sig, når han rettede på kortet – ergo kunne kortet ikke være landskabet, men blot fortællingen eller ideen om det.

Det er virkelig tung læsning og læring, og i de år jeg fulgte modulerne i Odder, gik det mere og mere op for mig, at her var noget jeg mærkede virkede ’sandt’ i mig og noget som jeg var langt fra at forstå helt grundlæggende, men i forbindelse med min aktive blogging på www.maxisme.dk begyndte jeg at opleve, at min måde at betragte verden på forandrede sig. Stille, men tydeligt.

Sexologiskolen

I 2018 begyndte jeg studiet som sexolog, og det foregik helt klart på vingerne af ”Anden Ordens Kybernitik”, ”Milanoskolen” og en overbevisning om, at virkeligheden grundlæggende består af systemer. Det var min indføring i systemteorien der åbnede for min lyst til at blive terapeut.

Igennem denne uddannelse blev vi introduceret til en række forskellige terapeutiske retninger; Sexologiskolen har ikke en foretrukket terapeutisk retning, men introducerer en række forskellige lidt afhængig af, hvilken uddannelse man tager. Jeg lærte om Kognitiv Terapi (som jeg fandt alt for skematisk og rigidt), om NLP (som har nogle fine elementer, men er for styrende (coachende)), om den Positive Psykologi (som jeg fandt for lalleglad), om Løsningsforkuseret Terapi (som bestemt har spændende elementer, men som jeg også finder for styrende) og vist nok et par stykker mere – og jeg vidste med det samme, at ingen af dem passede til mig, så jeg brugte ufortrødent det jeg havde lært tidligere og som tog udgangspunkt i systemer, feedback og nysgerrighed – og hele tiden mærkede jeg en fornemmelse af, at jeg burde bygge videre på min terapeutiske viden, for jeg oplevede ofte at fare vild i samtalerne eller at løbe tør for værktøjer.

Jeg manglede noget at læne mig op ad.

Det narrative

I foråret 2019 blev jeg introduceret til Michael White og hans Narrative Terapi af en veninde, der er psykolog med speciale i Narrativ terapi. Hun stak mig en bog i hånden og bad mig læse den og så komme tilbage og fortælle, hvad jeg tænkte om det. Det var ”Narrativ Terapi” af den norske psykolog Geir Lundby – og jeg slugte hvert et ord. Den talte fuldstændig ind i min måde at tænke og tale på og for første gang siden dagene på Mahamudra oplevede jeg at komme ’hjem’ igen.

Tankerne om at verden opleves igennem et filter af diskurser og normer, at foretrukne fortællinger dominerer og at virkeligheden er socialt konstrueret blev lige pludselig præsenteret og gav så god mening i mig, og når jeg så samtidig også stødte på Ludwig Wittgenstein og hans geniale ideer omkring sproget og de sprogspil som vi alle bevæger os i; når jeg mødte Michel Foucault og hans filosofi om magt og diskurs – så afleverede jeg bogen retur med en sikker forvisning om, at ’det er Narrative noget, det måtte jeg lære noget mere om’.

Kort efter sad jeg overfor direktøren for ”Systemisk Institut for Familieterapi” og plagede hende om optagelse på hendes 4-årige psykoterapeutiske uddannelse indenfor Narrativ retning, og heldigvis kunne se potentialet i mig, for ret meget et komme havde jeg jo ikke; mit CV bestod udelukkende af jobs som teknikker og specialist indenfor computerverdenen og som underviser.

Systemisk Institut for Familieterapi (SIF)

I efteråret 2019 begyndt jeg min uddannelse her, og jeg må sige, at det har været det helt rigtige at gøre. Selvom jeg stadig synes, at terapi er svært og at jeg løber tør for spørgsmål og retning nogle gange, så kan jeg mærke hvordan jeg bliver mere om mere tryg i at bevæge mig med det Narrative som terapeut.

Nysgerrigheden og lysten til at se ’bagved’ sproget og det sagte falder mig helt naturligt, og jeg elsker ideen om at eksternalisere problemet væk fra klienten, for ganske som Michael White postulerede tilbage i slutningen af 1980’erne, så er klienten ikke problemet. Problemet er problemet.