Der kører lige nu nogle tråde herinde omkring fænomenet ’omskæring’, og som ved alle indlæg der vedrører noget religiøst, så er det svært at få nogle klare holdninger frem; alting pakkes ind i frygten for at miste stemmer (politisk) ved at have en klar holdning til noget som helst, eller at træde på religiøse tæer, der jo som bekendt altid er frygtelig ømme og plaget af nedgroede fordomme.
Denne blog omhandler primært tilgangen til omskæring af drengebørn under 18 år, men jeg vil inkludere omskæring af pigebørn også, selvom disse er lovmæssigt beskyttet her i landet imod sådanne skamferinger, så det er mere for at illustrere forskellene.
For mig er spørgsmålet helt klart, og jeg ville ønske at medierne ville afkræve svar på dette simple spørgsmål fra enhver deltager i den offentlige debat, førend deltagelse i debatten kan tilladelse.
JA. Det er i orden at skære i drengebørn
NEJ. Det er ikke i orden at skære i drengebørn
Og før alle de forventelige indvendinger nu stilles, så er dette udelukkende relateret til omskæring af børn under 18 år som nævnt tidligere.
Hvorfor er det så svært at svare på? Spørgsmålet?
Forhudsforsnævring
Til info fremadrettet kan jeg også oplyse, at jeg faktisk selv er delvist omskåret; jeg gennemgik en lille operation som 18-årig, fordi jeg døjede med forhudsforsnævring. Jeg ventede, til jeg var over 18 år, for så kunne jeg få operationen uden mine forældres vidende, for den slags snakkede vi ikke om hjemme. Denne operation har betydet, at jeg har forhud der kun næsten kan dække glans i slap tilstand, men er fraværende ved rejsning.
Denne delvise omskæring har ikke haft (ej heller har) nogen effekt på min evne til at indgå i elskov. Havde jeg ikke fået foretaget operationen, så ville jeg dog ikke kunne have haft samleje uden smerter. Faktisk tror jeg ikke, at det seksuelt spiller nogen rolle, om penis har forhud eller ej – det er (i min overbevisning) udelukkende et spørgsmål om holdning; i hvert fald har jeg ikke haft forhud i 35 år snart og jeg har masser af følsomhed i min penis/glans, selvom den har været (og er) udækket og udsat altid.
Hvad er forskellen på omskæring af drengebørn og pigebørn?
Den vigtigste er, at det er forbudt ved lov at omskære piger i Danmark. Jeg kunne forledes til at tro, at det beror på, at det primært er en muslimsk tradition og ikke en jødisk, men det ved jeg faktisk ikke – men den helt store forskel er det i hvert fald.
Omskæring af pigebørn er også temmelig voldsommere end ved drenge. Nok fordi at ønsket om at skære i børn er opfundet af mænd og som et mandligt behov for at umuliggøre seksuel nydelse hos piger (og senere kvinder). Alt lige fra fjernelse af de ydre kønslæber og hovedet på klitoris, til fjernelse af hele klitoris indgår i traditionen. Faktisk er der hele 4 typer indgreb, hvori sammensyning af vulva også praktiseres. https://faktalink.dk/omskaering/baggrund-omskaering-piger
Omskæring af drengebørn er i den henseende en lille ting – her skæres ’blot’ den yderste del af forhuden af.
Tænk hvis der skulle drages en 1:1 linje her; så skulle den yderste del af glans også klippes af, således at nydelsen besværliggjordes og i andre henseender fjernelse af hele glans, for den behøver vi jo strengt taget ikke for at tisse. Det ville besværliggøre udløsning, bevares, men når vi nu er i gang med at skamfere, hvorfor så ikke kræve ligestilling her også? (Ironi kan forekomme)
Religion og omskæring
Det er her vigtigt at påpege, at ingen kendt religion påbyder omskæring af kvinder – det hele beror på tradition og kultur (https://faktalink.dk/omskaering/baggrund-omskaering-piger), derimod indgår omskæring af drenge i adskillelige religioner, både kristne, jødiske og muslimske, og det kan måske svare på spørgsmålet om, hvorfor det stadig er lovligt at skære i drenge herhjemme – simpelthen fordi der vil blive trådt på alt for mange ømme nedgroede religiøse holdninger, hvis en moderne regering turde lovgive imod kulturen? https://faktalink.dk/omskaering/baggrund-omskaering-drenge
Hvorfor er det ikke er overgreb at skære i drengebørn på samme måde som ved pigebørn?
Måske fordi det er et betydeligt mindre indgreb (igen, opfundet af gamle mænd med skæg) og fordi forhuden ikke har nogen videre livsvigtig funktion, som jeg læste et sted, men det findes der jo ret meget andet der heller ikke er, altså af livsvigtig funktion, men derfor går vi jo ikke normalt rundt og skærer det af?
Forhuden har en biologisk nytteværdi – den beskytter glans, på samme måde som de indre kønslæber beskytter vagina, og de har derfor ligeledes biologisk nytteværdi.
Historisk er der mange grunde til omskæring af drengebørn. Renlighed er den klassiske, men også ønsket om at forhindre onani hos drenge ud fra den traditionelle vildfarelse (med religiøst kulturelt ophav), at onani var skadeligt.
Bør vi skære i børn
Jeg synes helt klart, at skæring i børn burde forbydes med lov. Vi mistede revselsesretten for en del år siden; vi må ikke slå vores børn mere, men vi skal acceptere, at der skæres i dem, at der fjernes et stykke af dem? Hvad pokker skete der lige med samtykkeerklæring i denne henseende?
Når de bliver 18 år, kan beslutningen træffes af den enkelte!
Dette er åbenbart et betændt emne, hvorfor der af en eller anden grund skal hives forskningsrapporter af diverse odiøse ophav ind i debatten for at tydeliggøre, hvorvidt mænd oplever mere eller mindre sexlyst efter at være blevet skåret i som børn. Debatten søges virkelig trukket ind i slør og blændværk af alt mulig andet end klarhed om det helt enkle spørgsmål, der bør indlede alle samtaler om såkaldt (om)skæring i børn:
Er det i orden at skære i børn? JA eller NEJ
Før det svar er givet krystalklart, kan vi ikke debattere, hvilket også vil gælde for kommentarer til dette oplæg.
Der kan være mange grunde til det og ditto holdninger, men svaret skal foreligge som et enten/eller, ikke som et både/og.
Er det i orden at skære i børn?
NEJ, selvfølgelig er det ikke det.
Leave A Comment