3 ugers ferie er netop overstået. 3 dejlige, varme, skønne uger med hende jeg elsker. 3 uger, hvor vi begge var enige om, at intet skulle nås og hellere nå for lidt end for meget, for ved at ikke nå ret meget, så var der mere tid til blot at være sammen og nyde netop dét; samværet.

Netop det med ikke at skulle nå noget, bragte uorden i de indgroede forventninger omkring, hvordan en ferie skulle foregå, når man for første gang er på besøg et nyt sted, i en ny by, i et nyt land, hvilket var tilfældet for mig, da vi sammen kørte til Vestlandet i Norge og besøgte Tones familie – i landet med fjeldene og de lavthængende skyer. At vi ikke havde travlt med at skulle noget, en hel masse, forundrede familien deroppe såre, men vi lod os ikke lede på afveje og brugte mere tid med at nyde stilheden og blot kigge op på de smukke fjelde og de insisterende skyer end at stresse rundt for at komme til at kigge ned fra dem. I ønsket om blot at være sammen.

Vi er virkelig gode sammen. Det viste disse tre uger, hvilket er det længste vi nogensinde har været sammen (sammenhængende), og jeg var lidt spændt i tiden op til, for 3 uger sammen med det samme menneske, endog én jeg elsker, er en absolut sjælden oplevelse for mig. Jeg skal helt tilbage til sommeren 2004 for sidste at finde tilsvarende i mit liv, så mit kendskab til de mekanismer der er i spil i mødet med så intensivt samvær, er ikke noget jeg kan prale af – og for mig er 21 dage intensivt, og det skal det blive ved med at være.

Vi snakkede meget om, i dagene sammen, at tiden gav plads til at nogle nye bevægemønstre fik plads; vi slappede lidt mere af og faldt ind i en normalitet sammen, som ikke optræder i de kortere besøg af en uges varighed, som vi er vant til. Sprogligt skete der også en forandring. Vi oplevede en indforståethed som også var ny, tillige med udviklingen af en række nye ord og betoninger imellem os.

Der er noget sundt i at opleve samværet i længere tid ad gangen; enten adskiller det eller også samler det, og i mig samlede det. Jeg oplevede en stabilitet i mit ønske om at være sammen med Tone, en erkendelse af at hendes status som den kæreste for mig ikke kun var noget der virkede i de kortere møder vi det seneste år har kunnet skabe, men at det faktisk styrkedes i et længerevarende samvær.

Vi bor hver for sig. Vi bor endog i hvert vort land, hvilket giver os unikke muligheder for at undersøge LAT-begrebet – Living Apart Together.

Nu er der gået en uge siden vi sidste var sammen, og denne uge har været drevet af savn. Ingen tvivl om det. Et savn om at være sammen. Et savn om en fortsættelse af nærheden, varmen, elskoven. Et savn af blot det at kunne række ud og røre. Det har ugen budt på.

Ugen har også styrket mig i min overbevisning om det fantastiske i netop dette savn, for uden det ville Tone og jeg ikke være det vi er. Uden det ville det smukke ’tredje’ som vi skaber når vi er sammen ikke kunne forblive, men ville med 100% sikkerhed opløses stille og roligt og blive til ’noget andet’ i mig og tilsvarende i hende, for det snakkede vi om i tiden vi havde sammen. Det voldsomme savn i tiden imellem vores tid sammen og vigtigheden i netop dette savn, for i det savn bor kærligheden. I det savn næres kærligheden og vokser. I det savn gives den lyd og styrke.

Jeg lader helt klart op i fraværet af nærvær. Jeg lader op i mit eget selskab, ikke i andres, så aleneheden her i min lejlighed er helt essentiel for at kunne være den bedste udgave af mig selv i tiden med hende. Heldigvis er vi helt ens på det punkt.

Derfor virker LAT godt for os.

Den traditionelle trivialitet

’Når man er et par, så skal man ville bo sammen’

Dette er for mange en helt uundgåelig konsekvens af lysten til et andet menneske. På et eller andet tidspunkt i menneskets historie formedes nogle ’regler’ for hvordan vi er sammen, når vi er sammen, og selvom verden har ændret sig på næsten alle måder de seneste 100 år, så har netop denne overbevisning ikke flyttet sig en tøddel hos de fleste; for at være et par skal vi død og pine bo sammen, for deri ligger en dedikerethed, et commitment, et tryghedsskabende element båret af forestillingen om det monogames naturlige lukkethed. Ved at bo sammen ér vi sammen. Altid. (Eller indtil vi bor sammen med en anden, fordi vi endte med at kaste op over trivialiteterne i at bo sammen med den ene).

Der er ikke noget som helst forkert i at ville bo sammen. Tværtimod, det er vældig smukt. Der bør bare naturlig være et alternativ, for det virker ikke for alle. Det virker ikke for mig, ligesom det ikke virker for Tone. Det har vi snakket en del om. Ønsket om ikke at bo sammen.

Hvis ønsket (forventningen) beror på ønsket om at være tæt sammen og næres af denne nærhed og intimitet, så er det smukt. Hvis ønsket bunder i ønsket om at kunne kontrollere den andens bevægelser, så er det alt andet end smukt. Hvis det ender ud i netop en sådan kontrol, så bør relationen virkelig kigges grundigt efter i sømmene.

”Jamen, hvad så med børnene?” Dette spørgsmål møder jeg ofte og jeg forundres hver gang, for næsten ligegyldigt hvor progressive og forandringsparate vi er, så er tanken om, at ’far, mor og børn’ kan være andet end samboende, hvis far og mor elsker hinanden, for kætterisk for de fleste, ja, faktisk skadeligt for børnene, hævdes det. Det kan der være mange meninger om, men for mig er det noget sludder.

Hvis far og mor aktivt vælger at bo hver for sig og ligeledes aktivt vælger at sætte børn i verden, så skabes der i dette fravær en naturlighed, som børnene nemt bevæger sig i. Jeg er helt overbevist om, at kærligheden og sympatien imellem mor og far er vigtigere end deres folkeregisteradresse. Hellere en kærlighed i bevægelse end en traditionel trivialitet.

Der kan være mange grunde til at ønske at bo hver for sig, og der kan være lige så mange grunde til at ville bo sammen – og ingen er mere rigtige end andre.

Spørg dig selv, hvad du bevæger dig bedst i.

Relationskonstellation

Sikke en vidunderligt ord. Gad vide om jeg har hørt det før?

LAT giver mig rum til at leve i en åben parrelation. En relation, hvor jeg gives plads til at bevæge mig frit og hvor sex eller sågar kærlighed til en anden ikke betyder opløsning af det eksisterende. Samtidig giver den mig også mulighed for at leve uden dette med andre end hende jeg elsker. Whats not to like?

At vi ikke bor sammen, styrker vores relation, hvor andre måske vil frygte det modsatte. Fraværet styrker min lyst til at være sammen med hende, styrker min lyst til nærvær, til sex, til intimitet, til kys, til bare at være og lave intet og til at lave en masse.

At vi ikke bor sammen, sikrer fraværet af den traditionelle trivialitet. Den tilbyder muligheden for tilstadighed spændende samvær i bevidstheden om det kommende fravær.

At vi ikke bor sammen og lever i åben parrelation, minder mig om at jeg bør være den bedste udgave af mig selv hele tiden, for ellers styrkes chancen for at jeg mister hende betydeligt i fraværet OG netop ved at være den bedste udgave af mig selv, så lever relationen også kun på grund af det og ikke ud fra forventningen om traditioner eller en ’taget-for-givet’.

Den lever fordi vi er, ikke for det vi bør være.

 

 

PS Det kan den også sagtens når man bor sammen. For nogen.