Har lige set filmen ”Inside Out” fra Pixar; en film om en lille piges grundfølelser, og hvordan disse individuelt har indflydelse på hendes liv og hvordan fraværet af en eller flere skaber uorden i hende. Filmen er overraskende dyb – eller måske overraskede det mig blot, at en ’børnefilm’ magtede at inkludere så mange temaer omkring den menneskelige psyke.

Jeg kan bestemt anbefale filmen for alle, der gør sig tanker omkring, hvordan vore følelser og psyke virker. Der er nogle spændende betragtninger på, hvordan vi løbende mister erhvervede egenskaber, hvordan vores hjerne virker på 3 forskellige abstraktionsniveauer, hvordan underbevidstheden kan være et ukendt sted og et sted udenfor vores egen kontrol, og hvorfor det er vigtigt at være i kontakt med alle de fem grundfølelser… eller hvor mange der nu engang findes, for det hersker der i sandhed en vis uenighed om.

I filmen optrådte følgende grundfølelser:

  1. Glæde
  2. Frygt
  3. Sorg
  4. Afsky
  5. Vrede

I filmen var det interessant at der opereredes med en ide om, at vi har en dominerende følelse, der så at sige bestemmer over de andre. I filmen var ’glæde’ den dominerende hos den lille pige. Hos faderen var det ’vreden’ og hos moderen ’sorgen’. Hos en teenagedreng var der totalt kaos i kontrolrummet, da hovedpersonen talte til ham.

Det er en spændende tanke, men mest interessant er det nok, at alle følelserne er nødvendige for at vi kan fungere som mennesker. ’Sorg’ er ikke bare ’ked-af-det-hed’, men kan også være en vej til glæden.

Grundfølelser

Lad os først lige få defineret, hvad en grundfølelse er (eller kan være), for en søgning på nettet giver et væld af forskellige muligheder – alt lige fra 4 til 10 grundfølelser, hvilket giver sådan én som mig muligheder for at være nysgerrig, for reelt set burde der vel ikke være så meget at uenes om, tænker jeg?

En grundfølelse er i min beskrivelse en følelse, der ikke kan nedbrydes i yderligere følelser.

Lad os se på, hvad de forskellige ’hits’ på Google peger på:

https://nlp-enneagrammet.dk/de-7-grundfoelelser/

Hos nlp’erne findes følgende grundfølelser:

  1. Vrede
  2. Afsky
  3. Trished
  4. Overraskelse
  5. Frygt
  6. Foragt
  7. Glæde

Der snakkes på denne side om, at grundfølelsen grundlæggende defineres af et udtryk – altså at følelsen defineres af et unikt ansigtsudtryk på tværs af kulturer. Alle kan, uafhængigt af hvilken kultur man møder, genkende en grundfølelse; alle kan genkende vrede, frygt, foragt og glæde m.fl.

Jeg har markeret de to følelser, der ikke indgik i de fem fra filmen, og jeg er fuldstændig enig i, at overraskelse er en mulig grundfølelse; i hvert fald ejer overraskelsen sit helt eget udtryk, og derved falder den fint i kassen her. Foragten er jeg derimod ikke helt enig i, da den blot, i min beskrivelse, er en mildere form for afsky på samme måde som irritation er en mild form for vrede.

Tager jeg fejl?

https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/de-10-grundfoelelser

De kristelige opererer med adskillelige flere grundfølelser, nemlig hele 10 af slagsen.

  1. Interesse
  2. Glæde
  3. Irritation/vrede
  4. Tristhed
  5. Angst
  6. Misundelse/jalousi
  7. Skam
  8. Skyld
  9. Hengivenhed/nærhed/ømhed
  10. Afsky/foragt

Citat: Forskning har vist, at alle mennesker er født med en række universelle grundfølelser. Læs mere om de ti grundfølelser her… citat slut

Disse ti nævnte følelser er hentet fra en af de utallige selvhjælpsbøger, som sprøjtes ud på markedet og som desværre bliver tillagt en vis sandhedsværdi, blot fordi de er blevet tilgængelige, for ud af de 15 nævnte følelser herover, så vil jeg mene at kun de 5 markerede kan regnes for værende grundlæggende følelser, resten er enten afledte følelser eller kulturelt tillærte.

Interesse eller nysgerrighed er på ingen måde en grundfølelse, som jeg ser det. Bag disse findes nogle følelser, bag nysgerrigheden kan findes frygt eller glæde. Interesse/nysgerrighed er vel mere en tilstand end en decideret følelse; i hvert fald kan den underopdeles og så kan det ikke være en grundfølelse – rent matematisk kan man vel sige, at nysgerrigheden svarer til 6/12, der kan nedbrydes til 3/6 og videre derfra til 1/2 – hvor enhver nedbrydning vil være en underliggende følelse.

Misundelse/jalousi som grundfølelse?? Nå, hør nu. Disse kan uden problemer forklares ud fra frygt, så væk med dem. At følelser er stærke betyder ikke, at de er grundfølelser.

Skam og skyld er grundpillerne i enhver religion, så at de medtages i denne liste skrevet ud fra et kristent grundlag er ikke overraskende, men grundfølelser er ingen af dem som jeg ser det. Begge er kulturelt tillærte og ikke noget vi er født med. Begge kan aflæres og tillæres. Begge bygger på frygt og angst.

Hengivenhed/nærhed/ømhed er alle udledt af glæde på samme måde som kærligheden (der heller ikke er en grundfølelse), og kan derfor ikke være grundfølelser, men kun afledninger deraf.

https://www.femina.dk/dit-liv/selvudvikling/de-fire-grundfoelelser-saadan-takler-du-dem

Citat: Ligesom der findes grundfarver, findes der også grundfølelser. Og de fire grundlæggende følelser kommer til udtryk, når du bliver vred, glad, sørgmodig eller bange. Ifølge cand.pæd.psych. Jørgen Rønsholdt er der bred enighed om, at angst, sorg, glæde og vrede er de fire grundfølelser, selv om nogle teoretikere dog påstår, at der snarere er fem, seks eller flere.

Det er ud fra disse fire grundfølelser, at alle andre følelser kan sammensættes, ligesom farvernes nuancer alle stammer fra grundfarverne. Det, som gælder for dem alle sammen, men måske i særdeleshed grundfølelserne, er, at jo bedre man lærer at håndtere dem, desto mere livskvalitet får man, forklarer psykolog Jørgen Rønsholdt… citat slut

 

Det er faktisk nogle kloge ord – at grundfølelser virker på samme måde som grundfarverne blå, gul og rød. Ud fra disse tre kan samtlige andre farver dannes. Måske kan vi tale om primærfølelser og sekundære følelser på samme måde som med farverne?

https://www.gestaltterapi.info/artikler/grundfolelser.html

Hos Gestaltterapien snakker man også om fire grundfølelser, men her er de:

  1. Vrede
  2. Glæde
  3. Sorg
  4. Seksualitet

Jeg kan virkelig ikke se seksualitet som en grundfølelse, og min første tanke her var, om dette, at den indgår som en del af netop gestaltterapien, måske kunne bero på denne terapiforms psykoanalytisk ophav? Måske har det slet ikke noget på sig og så glemmer vi det – men en grundfølelse kan seksualitet simpelthen ikke være, om end det er ’noget’ vi alle fødes med.

Reduktionisme

Jeg er ikke tilhænger af den Kartesiske reduktionisme – at helheden udgøres af sine enkeltdele. Der er rigtig meget der ikke kan forklares ved at reducere til mindste del – jeg tænker her blandt andet på ’liv’, der jo er betydeligt mere end blot summen af sine dele – men i forbindelse med grundfølelserne, så vil det være en anvendelig tilgang i søgningen på disse.

Findes der 4-5-7-10 grundfølelser? Det er da egentlig uvæsentligt. Lad os snakke om de følelser der opstår, og kan de ikke brydes ned i mindre dele, så har vi med en grundfølelse af gøre. Måske kan vi også følge nlp’erne og koble et ansigtsudtryk på?

Det vi ikke må, er at lade kulturelle eller religiøse overbevisninger blænde os, hvilket er nemt, men så er vi nærmere ovre i noget med holdninger og disse er forskellige afhængigt af, hvor og hvad vi kommer ud fra.