Noget af en prangende overskrift, jeg ved det godt, og jeg magter da vist slet ikke at leve op til de filosofiske undertoner, som den lægger op til, men lad mig nu bare lege lidt mere ordene.
– Det findes ikke tilfældigheder!
Sådan lyder det i visse kredse, og det må jo så betyde, at noget, når det opleves som et muligt sådan, må betragtes med nogle andre briller, hvilket er det jeg gør her.
To gange har jeg nu oplevet, at visse elementer i mit liv har givet plads til nogle store bevægelser – i den rækkefølge der gør bevægelserne mulige. Jeg har sikkert oplevet det mere end to gange, men disse er så åbenbare (tilfældigheder?), at jeg ikke har kunnet undgå at få øje på den, og tillægge dem en vis betydning.
Den første optrådte for et lille års tid siden, da jeg erkendte, at jeg ikke mere havde lyst til at studere programmering og mit blik faldt på en uddannelse som sexolog. Dette har jeg skrevet om ved en tidligere lejlighed; om hvordan jeg, efter at have truffet beslutningen om at ville denne uddannelse, pludselig blev ”bevilget” næsten 100.000 kr. i indbetalt efterlønsbidrag, noget jeg ville have svoret på ikke at have indbetalt, men som tilsyneladende alligevel var tilfældet. Dengang gav det mig mulighed for at skabe en helt ny retning i mit liv, en ny retning der har åbnet for så mange nye drømme og retninger i mit liv, at rigtigheden i den beslutning slet ikke kan betvivles. Af mig.
Når man får et ”vink med en vognstang”, bør man kigge i retningen hvorfra det kom og lade livet føre én derhen, hvor vinket leder én….
Dette ”vink” ledte mig ind i terapiens og psykologiens verden og ind i en erkendelse af, at jeg tænker anderledes end de fleste andre jeg læser sammen med. Jeg har ligeledes skrevet om det i de seneste blogs; om hvordan jeg ikke ”falder til føje” med de terapiretninger som jeg præsenteres for, men altid stille de mærkelige spørgsmål og drager ”sandhederne” i tvivl.
For tre uger siden optrådte så det andet (tilfældige?). Jeg sad som kursusholder og havde netop sat mine kursister i gang med en større opgave, da endnu en opgave tikkede ind i min i forvejen fyldte kalender. En impulsbeslutning gjorde, at jeg skrev til min teamleder og foreslog, om ikke jeg skulle begynde at arbejde 4 dage om ugen (i en periode)? Tiden er til det; jeg har ikke så meget pres på, at behovet for 2 ugentlige fridage er overvældende. Endvidere så jeg muligheden for at kunne skabe en opsparing med de godt 5000 kr. jeg ville få udbetalt ekstra om måneden, hvilket for mig virkede som en win-win.
Alle var med på den ide. Dette skete onsdag.
Fredag var jeg på modul på Sexologiskolen, og vi hørte her om ”Løsningsfokuseret Samtale”, en terapiform jeg godt kan se nogle gode ting i, men som alligevel klinger lidt for meget af ”hen imod” i mine øre, så jeg fik en snak med ”K” om dette fredag aften, da jeg så hende. Hun er psykolog med speciale i Narrativ Terapi, en terapiform, som ikke er en del af pensum på min uddannelse, og som jeg kun kendte til perifært.
Hun langede mig en bog: ”Narrativ Terapi” af Geir Lundby, og resten af aftenen og de følgende aftener læste jeg og lod mig fortrylle af det velkendte og på alle måder meningsskabende i denne terapiform. Jeg havde fundet mig selv. Det ”velkendte” bestod i, at jeg genkendte formen som den jeg på mange måder allerede praktiserede, den form som mit kendskab til Systemisk Samtale havde skabt for mig, og som jeg bevæger mig mere naturligt i til forskel for Positiv Psykologi eller Kognitiv Terapi m.fl. Her var noget, der gav så meget mening og resonans i mig, at jeg simpelthen måtte vide mere (det var nørden i mig, der overtog herfra).
Jeg begyndte (søndag) at udforske mulighederne for at blive undervist i Narrativ Terapi, og som noget af det første, poppede der en Psykoterapeut-uddannelse op med netop fokus på det Systemisk Narrative.
4 år var den berammet til. 4 år med fokus på det systemiske og det narrative. Jamen, det lød ganske enkelt for spændende. Prisen er godt 45.000/år eller ca. 3600/måned.
Det ville jeg under ingen omstændigheder have haft råd til ugen før. Der ville jeg have kigget på uddannelsen og scrollet videre, da det økonomiske råderum ikke ville være at finde.
”KLONK” – sagde vognstangen, da den atter vinkede. Jeg havde 5 dage forinden skabt det råderum. Bevares, min opsparing ville ikke blive så prangende som planlagt, men til gengæld kunne jeg nu svælge 4 år i Bateson, White og Bruner – og det kan ingen opsparing konkurrere med.
En tilfældighed?
Hvad forårsagede mit impulsive valg onsdag? Et valg jeg havde forsvoret at ville træffe, da jeg elsker mine fridage??? Tjahh…..???
Hvad foranledige mit møde med ”K”, der så fint kunne pege i den retning hun gjorde??? Tjahh…..??
En tilfældighed?
Jeg falder ikke sådan for straks at begynde at fable om højere magter og at ”…der er mere imellem himmel og jord…..”-agtige fraser. Det kunne ikke falde mig ind, men det er i hvert fald pudsigt.
Vognstænger tror jeg på, vognstænger og vink med disse.
I hvert fald har jeg fået en snak med direktøren for uddannelsen, og hun var vældig begejstret for mig og det jeg kunne tilbyde (de narrativer jeg diskede op med ?), så nu er tilmeldingen sendt til stedet, og jeg begynder til september på et helt nyt kapitel i den subjektive oplevelse af det jeg kalder for verden.
Tilfældigheder? Tjahh…..!
Leave A Comment