Jeg var på et uddannelsesmodul i denne weekend, et modul der tog udgangspunkt i 4 forskellige terapiretninger – denne gang var det ”Løsningsfokuseret samtale”, ”Positiv psykologi”, ”Mindfulness” og ”NLP”, og disse bibragte mig en masse tanker som jeg lige nu rammes af lyst til at dele og derved måske få katalogiseret i mit indre.

På sidste modul snakkede vi ”Psykoterapi”, ”Behavorisme” og ”Koginitiv psykologi”, så der er efterhånden skabt et vist kendskab i mig til en række forskellige terapeutiske tilgange, og ingen af dem møder reelt set min måde at tænke på (?)

Jeg vil primært reflektere over de seneste tre-fire stykker, da de ligger klarest i min erindring – eller sådan har jeg det lige nu, måske der sker en ændring i processen her ?

Løsningsfokuseret Samtale

Jeg har læst bogen af samme navn to gange, fordi den indeholder en række spændende tilgange; i hvert fald var det er den, der fangede min opmærksomhed bedst. Jeg læste den første gang inden studiestart (da det var den første jeg købte), og anden gang gav den lidt mere mening.

Terapi-tilgangen i den løsningsfokuserede samtale har nogle (i hvert fald teoretiske) spændende ideer. Der lægges stor vægt på nysgerrig og ikke-vurderende spørgeteknik, den har en anerkende tilgang (men hvilken terapiform har mon egentlig ikke også det) og så leger den lidt med en mere cirkulær og ikke problemfokuseret, tilgang. Den vil gerne kigge på løsninger i stedet for på problemer – og det er jo vældig sympatisk, og jeg lod mig da også indfange af bogens mange spændende eksempler og forklaringer, og først i retrospekt gik det op for mig, hvori min, trods alt, lille modstand mod denne terapiform have taget bo, nemlig i ordet ”løsningsfokuseret”. Den klinger simpelthen for meget af et ”hen imod” (der jo dog trods alt er bedre end et ”væk fra”), men da et ”hen imod” pr. definition, i mig, vil inkludere et ”noget”, der er anderledes end ”noget andet”, og dermed en (specifik?) retning, så falder noget af den undersøgende tilgang fra hinanden, da lige præcis tanken om en retning peger, i mig, på muligheden for at den retning ”skabes” af terapeuten og ikke af klienten. Deri ser jeg et stort problem.

Positiv psykologi og Mindfulness

Dagen efter stod den på overskrifterne. Det viste sig dog, at det primært skulle være om den positive psykologi. Den kendte jeg intet til i forvejen; havde ikke nået at læse litteraturen hertil, da jeg i stedet havde fordybet mig i ”Fra Systemteori til Familieterapi” – en ganske vidunderlig bog, der snakker et sprog jeg elsker at dykke ned i…..

Underviseren var en kvinde, der bar hele dagen på baggrund af det engagement, hun lagde i sin undervisning. At hun tillige var en smuk kvinde gjorde dagen mere udholdelig, for terapiformen kunne jeg slet ikke forholde mig til ?

– Du keder dig i dag, Max?

Spørgsmålet blev stillet at kvinden foran mig, en medstuderende, der måtte lægge øre til mine suk og mine trommende bevægelser dagen igennem, for jeg formåede ikke at lægge skjul på, at jeg slet ikke kunne forholde mig til det der foregik, og at dagen gik rædsomt langsomt.

Det var ikke undervisningen, det var heller ikke underviseren – det var hele temaet i den nævnte terapi-retning, jeg slet ikke kunne adoptere. Jeg fik en fornemmelse af en ”leende ko” dagen igennem; en masse ”villen” i retning af, at vi når bare vi husker at tænke på de gode ting i livet, så er alt godt. ”Smil, og verden smiler til dig” – hvilket er sandt nok, men for mig virkede det kunstigt og fyldt med en masse problemer.

– Jeg forlanger (og ja, det sagde hun) altid af mine klienter, at de hver aften skal skrive 3 ting, som de i løbet af dagen har været taknemmelig over…..

Min første tanke var, at tænk nu hvis dagen har været røv-elendig og jeg bare vil krybe sammen i et hjørne og råbe ”fuck” – så er det altså svært at komme på 3 ting at være taknemmelig over, og hvad nu hvis jeg kun kan komme i tanke om 2 ting? Opfinder jeg så en tredje for at ”tækkes” min terapeut og hvad gør det ved min selvopfattelse? Bliver den værre eller bedre af, at jeg (igen) ikke har kunnet nå det/de mål, der er stillet mig??? Jeg ved det ikke og stiller det lidt sort/hvidt op her….der er med sikkerhed mange gode ting i positiv psykologi – det rammer bare ikke ind i min tankeverden.

Jeg sagde (eller deltog) ikke ret meget den dag, men da vi afslutningsvis blev stillet en opgave, som jeg fandt direkte misvisende, måtte jeg dog tage bladet fra munden:

En af underviserens helt store ”helte” var en psykolog, Barbara Fredrickson, der efter sigende er en af de helt store figurer i den positive psykologi. Hun havde kigget på de forskellige betegnelser, som inuitterne har for ”sne” – antallet skabte lidt furore, idet der er en grønlænder på studiet og hun var ikke enig i tallet, men pyt nu med det; i hvert fald er der mange betegnelser, og hende her Barbara havde gjort sig til fortaler for, at vi burde skabe tilsvarende for begrebet ”kærlighed”, altså at skabe flere ord for ”kærlighed”, for på den måde at måske gøre det lidt mere anvendeligt for menigmand, så det ikke forblev noget svært opnåeligt i livet.

– Skriv nu hver især mindst ti forskellige ord for kærlighed. Sådan lød opgaven, og hun gav følgende eksempel, da en af mine medstuderende spurgte: ”Ømhed”!

Alle, på nær én (guess who) kastede sig over opgaven. Jeg kaldte underviseren ned og spurgte hende, om ikke hun i stedet burde bede om definitionerne på ”kærlighed” – for ømhed kan ikke stå i stedet for kærlighed, men det var hun ikke enig i.

Jeg prøvede at redegøre for, at ømhed er ”en del” af kærligheden, tillige med nærhed, varme, elskov, rummelighed, passion, frihed, lyst…..osv., men at ingen af disse ord, i min beskrivelse, kan stå i stedet for. Hun var stadig ikke enig, og da hun så pludselig begyndte at trække en egen oplevet forelskelse ind i samtalen og sidestillede den med kærlighed, gav jeg op og lagde mine argumenter på hylden. Jeg kunne ikke gøre mig forhåbninger om at trænge igennem til hende …..vi snakkede simpelthen ikke samme sprog.

Der var ikke megen lydhør fra hendes side – så meget for den nysgerrige tilgang ?

Selvfølgelig endte det med 100-vis af ord, der alle var en del af kærligheden, men som på ingen måde kunne stå alene i stedet.

NLP

Den var jeg spændt på, for jeg anede simpelthen ikke, hvad det gik ud på. Der havde ikke været litteratur til faget, så jeg mødte op som en blank side, og oplevede for første gang den weekend at blive inkluderet.

Formiddagen var fantastisk. En energisk og dygtig underviser, der i 3 timer talte om baggrunden for NLP, oprindelse og formål, og jeg fandt mig pludselig i samtaler af systemisk art, og blev tildels mødt i dem. I NLP ser man verden subjektiv (han brugte et andet ord, men da jeg forklarede lidt om Maturana og hans anvendelse af den oplevede verden som subjektiv, så adopterede han ordet), og jeg fandt mig pludselig i en begrebsverden, som jeg kunne forholde mig til. Da han så pludselig hev eneagrammet ind i historien og talte rosende om det som værktøj, så begyndte mit engagement at falme en smule, men det er en anden historie. I hvert fald var teorien vedr. NLP interessant.

Over middag viste NLP sit ”grimme ansigt” for mig, da det hele pludselig tog en drejning i retning af coaching – og den galej kan jeg altså ikke hoppe med på. Fra at havde været et frisk pust, gik det over til at være lidt af en prut.

Jeg kan godt følge hans ræsonnementer, og jeg er sikker på, at NLP har sin berettigelse et sted, men som terapi …..hmmmm……coaching og eneagram lugter meget af ledelse på firmaniveau, i hvert fald har jeg oplevet begge dele i min tid som teamleder, og jeg sad tilbage med en ærgerlig følelse af, at noget der var startet så spændende, endte som noget ligegyldigt. I min verden. De andre var vildt begejstrede. Igen ?

Måske lyder det til, at jeg er skuffet og desillusioneret; det er på ingen måde tilfældet. Jeg lærer en masse af netop mine fravalg og har kastet mig over den ”Narrative Terapi”, der på alle måder taler ind i min begrebsverden. Denne terapiform er ikke en del af mit studie, men det spiller ingen rolle for mig; jeg vælger at studere i min egen retning og suger så meget til mig som muligt af det, der serveres for mig. Jeg kan bruge noget fra de fleste af de retninger jeg er blevet præsenteret for, selv Mindfulness, der ikke blev tildelt ret megen tid i weekenden, har elementer af noget jeg kan benytte i mit fremtidige virke.

Livet bevæger sig, og i løbet af en uges tid kan det være at det, mit liv, har taget en helt ny drejning – og så kan jeg jo skrive lidt om dette nye kapitel ?