Sikke veje livet kan lede én, når først opmærksomheden bliver skabt. Jeg er i dag blevet tilbudt en lejlighed tæt på Aarhus C, og jeg har takket ja. Hvor er det vildt. Om én måned bor jeg et andet sted. I en 2-værelses lejlighed lige op af skov og strand, tæt på Trøjborg i Aarhus. Sikke en drejning livet har taget.

Jeg har skrevet om det nogle gange nu, om de bevægelser der sker i mig, om ønsket om forandring på boligfronten og via den vej også i selve livet; om mit ønske om at ”nedgradere” til noget tættere og mere ”mig” – lige der hvor jeg er nu. I livet. Og det tænker jeg ikke vil være muligt i mit hus, for i mit hus bor også ”den gamle Max”, det er ham med alle minderne, alle rutinerne og alt det trygge og den store kasse med ”plejer”. Alene min reaktion i løbet af dagen i dag vidner om netop dette, og underbygger behovet i mig for at flytte mig fysisk. Jeg fik tilbudt en lejlighed på 62 m2 i dag. Puf, lige ud af det blå. Jeg havde fået afslag på den for en uge siden. Øv, tænkte jeg der, og hov, tænkte jeg i dag, da tilbuddet poppede ind i min mailboks med et sagte ”pling”.

Jeg ringede øjeblikkeligt ind og takkede ja! Midt i en voldsom intern debat omkring det sikre i den beslutning, ringede jeg og takkede ja, og så skal jeg da ellers love for, at systemet gik amok i mig. Jeg vekslede imellem eufori og panik – underligt, meget underligt. En lang list blev skabt, en liste med opkald der skulle foretages og mails der skulle skrives. Skat blev kontaktet, for pludselig blev jeg jo ”udlejer” og ikke bare en far der låner sit hus ud til datteren, og så lige bor 6 måneder i kusinens lejlighed og ligesom akklimatiserer. Nu blev det sgu alvor og først når det er rigtig meget alvor kontaktes Skat. Det er aldrig sjovt. At snakke med Skat. 1000 ting følte jeg pludselig jeg skulle nå, og tiden var knap og det samme ville pladsen blive. Snart. Helt knap og hvad med de skrå vægge. Kunne jeg overhovedet være i lejligheden, og hvorfor var ventetiden hos Skat så lang?? I al den tid tror jeg, at jeg glemte at trække vejret.

Skat, forsikringsselskab, budget, opsigelser her og der….alt sammen noget jeg greb fat om, noget jeg partout skulle ”have styr på” og ”være sikker på”, og i en tilstand der var umanerlig velkendt og temmelig urar…..så jeg slap det hele og lagde mig ind på min seng. Heldigvis har jeg haft fridag i dag. Jeg lagde mig ind og langsomt trak ”den gamle Max” sig tilbage (under megen tumult, dog) og der blev ro.

Vildt. 20 minutter lå jeg med lukkede øjne, og så kunne jeg mærke det hele falde på plads. Pludselig var der masser af tid, økonomien skulle nok ordne sig, lejlighedsplanen gav lige pludselig mening og jeg huskede at trække vejret.

Jeg tog kontakt til fraflytteren kl 16.30. Jeg måtte se stedet inden jeg underskrev papirerne. Noget i mig argumenterede for det utrygge i, at ”nogen” åbenbart havde ombestemt sig mht. lejligheden, siden jeg pludselig var kommet i betragtning, så den var sikkert både uhumsk og skimmelbefængt. Jeg tog min datter med. Hun ville gerne og jeg ville gerne dele det med hende, så kl 17.00 i dag så vi lejligheden og den er skøn – hvorfor pokker nogen har sagt nej til den, fatter jeg ikke?? Måske fraværet af en altan spiller en rolle, men den ligger 10 minutter fra stranden, så hvad skal jeg med en altan, når jeg har havet?? Nu må jeg hellere få meldt mig ind i Jomsborg Vinterbaderklub (eller hvad den hedder), for den ligger jo lige der, i min baghave.

”Den gamle Max” ville nu være i gang med at planlægge indretning, maling, flytning m.m., og det har jeg besluttet ikke at være en del af. Ikke denne gang, for i den planlægning er der ikke plads til at mærke efter. At mærke efter, hvad der skal ”være”. Hvad der er plads til. Det bliver først muligt, når alle flyttekasserne er kommet indenfor, møblerne står hulter til bulter og jeg sidder alene og byder mig selv velkommen – først da kan jeg begynde at ”mærke” min nye hule, først da kan den ”tages ind”. Det skal ikke være noget hastværk denne gang. Alt skal vurderes ”in situ”, og det der bliver fundet for let, ryger i kælderrummet eller ad Hekkenfeldt til (hvad der nu er nemmest i øjeblikket).

Hvor er det vildt. Efter 15 år på samme sted. Et sted jeg elsker. Et sted der har set mig stærk og svag. Et sted der har set mig vokse som far, set mig tage livtag på fortidens dæmoner og kigge nogen af dem i øjnene. Set og mærket mange følelser og som emmer at tryghed og balance. Det sted har nu gjort sit og står for at forandres. Af pigen, datteren, der nu er kvinde, og af faderen, der nu flytter væk. Opbrud. Nye vinde, forandringens nye vinde blæser og selvom jeg godt kan mærke et lille stik af vemod lige nu. Jeg kigger rundt. Lige nu. Og jeg mærker et tryk i brystet og så smiler jeg, for nu pakker jeg mange dele af mit gamle liv ned, for at introducerer disse til noget helt nyt, og jeg vil denne gang prøve ikke at pakke skeletterne ned også. Dem gider jeg ikke slæbe med mere. De er tunge og klæbrige er de, og noget hænger nok ved, men jeg vil prøve at holde øje med dem, skeletterne, når jeg pakker ud, og hvis de kigger frem, forsigtigt….så ryger de også i kælderen eller ad Hekkenfeldt til (hvad der nu er nemmest i øjeblikket).