Jeg snakkede med én om ”grænser” her i weekenden. Begrebet støder jeg på i forskellige situationer, senest i en snak jeg havde med en kvinde, hvor netop det her med at ”få overskredet sin grænser” blev nævnt, og igen studsede jeg lidt over begrebet, for gad vide hvad de er, de her grænser?

”-Der blev min grænse overskredet”! Jeg hører og læser det igen og igen, og temmelig ofte i relation til Tantra-kredse, hvor den personlige intimsfære ofte opleves at blive sat under pres når nye stier betrædes, og i den forbindelse er det tydeligvis vigtigt at have en klart defineret grænse og at være bevidst om den. Hele tiden. Men er det overhovedet muligt, tænker jeg, at nysgerrigt betræde nye stier og så på forhånd tage forbehold for det der eventuelt vil kunne ske? Kan man være undrende og nysgerrig på noget nyt og ukendt og så samtidig være begrænset bag de velkendte mure?

To begreber der helt naturligt falder mig ind, når tankerne går på ”grænser”, er verberne ”afgrænse” og ”begrænse”, for det er jo det som en ”grænse” er, noget det afskærer mig fra noget andet. Dertil og ikke længere. Der trækker jeg stregen. Sætte foden ned. Sætter grænsen. Lige der.

  • Begrænse – reducere noget i omfang eller mængde, fx sådan at man kan holde det inden for bestemte, ønskelige grænser. Synonym: Indskrænke
  • Afgrænse – danne grænse, afspærring el.lign. rundt om et område for at mindske det eller forhindre det i at blive større

Hvis man ser på ”liv” som bevægelse, som noget der til stadighed er foranderligt, og så holder den overbevisning op imod de to verber, skrevet i kursiv herover, så virker de ikke forenelige.  At formindske, reducere, og indskrænke lyder ikke befordrende for bevægelse, i hvert fald bliver det en meget kontrolleret bevægelse, et meget kontrolleret liv derved.

Vi har alle grænser i et eller andet omfang. Jeg har i hvert fald, og sikkert flere end jeg er klar over. Rammerne kan selvfølgelig være meget vide, javist, men de vil stadig være en hindring for at mærke livet, for nysgerrigt at betræde nye stier, og det er egentlig det jeg tænker er kernen i disse tanker. Nødvendigheden i at opstille disse. Hvad er grunden til det? Hvad opstilles de på baggrund af?

Sidder og tænker på mit ”nej” lige nu. Tror egentlig at netop erkendelsen af dette ”nej” igennem mine tantramassager og min gang på Mahamudra har været med til at opløse mange af mine tidligere livsbegrænsninger, da netop brugen (og bevidstheden) om et impulsivt ”nej”, overflødiggør behovet for grænsesætningen, fordi hvis bevidstheden om at sige fra opstår og ytres i et og samme sekund, så vil ingen jo kunne ”komme for nær”, hvilket jo nok i bund og grund er grænsesætningens præmis. At holde nogen eller noget på afstand.

Vi skaber selv vore grænser. Jeg skaber selv mine grænser. Disse er ofte en udløber af en opdragelse, mine er i hvert fald, eller ud af moral (altså noget religiøst tillært). Samfundet bærer bestemt også ved til bålet i form af den kropsforskrækkelse som vi oplever i disse år. Mange grænser (begrænsninger i livet) skabes af medierne, venner, skoler og læreanstalter. Bedømmelser om hvad der er ”passende” og ikke mindst, hvad der er ”upassende”. Deri ligger kimen til mange begrænsninger.

Selvfølgelig er der altid faren for, at et ”nej” ikke respekteres. Det sker jo nok meget ofte, men det ville en eventuel grænsesætning jo heller ikke have kunne dæmme op for.

Et ”nej” (der respekteres) overflødiggør på forhånd fastlagte begrænsninger og giver mulighed for meget mere fri bevægelse, tænker jeg, for i ”nej’et” kan undersøges og udforskes frit. Uden moral eller etik. Uden skærmende opdragelse eller ”det må man ikke”, for først i det øjeblik at utrygheden eller ulysten sætter ind, da forandres bevægelsen, og derved gives betydelig mere spillerum og plads til undren og lyst.

Hvordan kan nogen egentlig overhovedet ”overskride” et andet menneskes grænser? Reelt set bør man vel sige, at ”JEG LOD personen overskride min grænse”, for det er en psykisk opstillet barriere af én selv, og ingen andre end ”jeg” kan vel vurdere om den ”overskrides”.

Fritager udmeldingen om en eventuel forventet grænse nogen fra at lytte til sit eget ”nej”?

I behovet for grænser ligger behovet for tryghed, tænker jeg, og i trygheden undres og erfares der sjældent ret meget, for i trygheden residerer det kendte. De nye erfaringer befinder sig alle udenfor ”det kendte”. Udenfor grænserne.

Derude findes livet.

Jeg tror, at det var nok for nu. Der er meget mere at tænke over, så det vil jeg gøre, og ved samme lejlighed huske mig selv på……at mærke livet. Der udenfor. På den anden side. Der hvor det også er lidt farligt.