Torsdag middag, Satsang, med Govind Radhakrishnan. En inder med et navn der er svært at udtale, men som til gengæld er nem at forstå. På engelsk.

– Satsang? tænkes der måske nu. Hvad mon egentlig lige det er for en størrelse (eller sang)? Og jeg har også måttet slå ordet/betydningen op, for det var ganske ukendt for mig. Ifølge én udlægning betyder ordet som følger:

Satsang (sanskrit: sat, sand; sang, samvær) er inden for den indisk filosofi et udtryk, som betyder samvær med sandheden. “At give satsang” : At være i samvær med sandheden etc.

Hold da op. Her sættes sandelig ikke noget under nogens skæppe. At være i samvær med sandheden. Det har jeg altså været. Torsdag middag. En snak om Ayurveda. En fremstilling af begrebet – i samvær med sandheden – og så længe det kun er nogens sandhed og ikke nødvendigvis forlanges at denne også skal gælde for mig, så er jeg okay med det.

Govind Radhakrishnan – en lille inder, med en stor viden, og med en dejlig udstråling. Man kan ikke andet end at fatte sympati med ham, for han virker helt umiddelbar og elskelig. Der hviler en indre ro over ham.

Ayur (Liv) Veda (Kundskab) = Livskundskab – og det er jo aldrig dårligt at være i besiddelse af. Det skulle der tales sandheder om, og det så jeg frem til, for jeg kender kun til Ayurveda ude fra Mahamudra, hvor al madlavning bygger på principper taget herfra, og det er simpelthen så skøn mad vi får der, så hvis resten af det er tilbydes ud fra disse principper og tanker er tilsvarende, så kunne det da ikke være andet end vidunderligt at lære noget mere. Jeg var nysgerrig og glædede mig.

Jeg bevæger mig på farlig grund her. Min viden om emnet er forsvindende lille og det kan sagtens være at jeg drager nogle fejlslagne slutninger, eller i hvert fald nogle slutninger baseret på et temmelig tyndt sagligt grundlag. Bær over med mig, hvis det kommende får mig til at fremstå som enfoldig – jeg baserer udelukkende denne blog på en lille bitte del af det som Govind var omkring, og selv det kan jeg sagtens have misforstået, for jeg kan have hørt ét, men han kan have sagt noget helt andet.

En tanke:

Kom lige nu til at reflektere over ”formodninger”. Lige nu, midt i det hele. Baseret på det …at høre noget andet end det der siges…

Er det egentlig ikke ofte kimen til misforståelser og/eller konflikter? At vore formodninger om, hvad den anden siger, får os til at overhøre, hvad der egentlig reelt siges? Er det mon overhovedet muligt at ”høre” hvad en person, som vi har dannet os en forudindtaget mening om, siger?

Ville vi mon høre noget helt andet, hvis vi ikke vidste, hvem der udtalte ordene?

Og kan vi overhovedet vide, hvad den anden person egentlig siger?

Hmmm……nå, det var bare en række tanker. Dem lader jeg lige stå. Tilbage til samværet med sandheden.

Han snakkede om de fem elementer. Ja – de fem. Ikke de fire. Ikke kun om Jord, ild, vand og luft, men også om æteren (det engelske ord er Ether og jeg har altså foretaget en oversættelse efter bedste evne). Tror ikke at det er helt korrekt, men mere tænkt som et ”guddommeligt” element. Stedet for den guddommelige kraft – den som nogen kalder for Gud, andre for Allah, og nogen kalder den sikkert også for noget med energier. Altså fire konkrete elementer og så et lidt mere luftigt, eller sfærisk, om man vil. Måske tager jeg fejl, men sådan tror jeg det mentes.

De fem elementer og de tre Dosha’er: Vata, Kapha  og Pitta – personlighedstyper, nåede jeg frem til at disse var, og ifølge overbevisningen her er alle mennesker lidt af det hele, men mest to af dem, med hovedvægten på den ene (?) Hmmm….lød det forvirrende? Det er det sikkert ikke, men måske gør jeg det bare. I hvert fald studsede jeg lidt over denne teori, for jeg vil meget nødigt proppes i en kasse med et navn på, for det tager min frihed – ligegyldigt hvad denne kasse kaldes og indeholder af gode ting, så vil det at nogen sætter et skilt på mig og fortæller mig at jeg er en Vata eller nr. 5 i Eneagrammet, få mig til at sige, at de gerne må gå i den vildfarelse og tro, at jeg er noget sådan, men det har ikke noget på sig. Jeg kan måske have træk der minder om dem, så nogen mener bør høre til i en given kasse, og måske vil jeg føle mig godt tilpas i netop denne kasse, men jeg er ikke noget nummer eller én bestemt type i et system – det er helt sikkert, for alene overbevisningen om, at jeg er noget bestemt, vil påvirke min måde at tilgå verden på. Jeg har prøvet det. Engang var jeg en ”5’er” i Enneagrammet.

Beklager, hvis jeg her begynder at drage en fuldstændig absurd sammenligning, men jeg lod mig engang overbevise om, at jeg var det som nogen havde valgt at kalde for en ”specialist” og givet det nummer 5 i en række af 9. Indrømmet, da jeg læste om denne personlighedstype, så kunne jeg sagtens se mig selv. Den beskriver på mange måder en let introvert og sensitiv person, der kan virke arrogant på sine omgivelser. En person der lever mere inde i sig selv end udenfor, og som hviler rigtig godt i det – og det var jo sådan jeg var – og på mange måder er, også i dag, lige nu. Bestemt er jeg det, men jeg er godt nok også meget andet. Problemet med denne accept var for mig, at jeg ”gik i stå”. Jeg lod disse personlighedstræk blive til ”sandheder”. Jeg knugede dem til mig og brugte dem som en forklaring på min adfærd. Jeg blev mere ”5’er” end jeg havde været før, for sådan én var jeg jo tydeligvis, og derfor omfavnede jeg billedet af ”Specialisten” og hvilede i det. Hvilede og gik i stå. Nogen havde beskrevet ”mig” og jeg åndede lettet op – så behøvede jeg ikke selv at gøre det.

Hvis man vælger en bestemt overbevisning, er det overordentlig nemt at glemme at forblive nysgerrig.

Govind begyndte at karakterisere personlighedstyper, og begyndte at koble de fem elementer på disse:

Vata = Luft og Æter (Himmel…eller Det Guddommelige…eller….?)

Pitta = Ild og Vand

Kappa = Jord og vand

Og ligeledes begyndt han at forklare, hvordan vi alle på en eller anden måde passede ind i det her system….og så var det at jeg begyndte at glemme at lytte opmærksomt efter mere, for de tanker kolliderede i stor stil med min overbevisning, og i stedet for at forholde mig objektivt til det han havde på hjertet, så fyldtes jeg af tanker, der overdøvede det der blev sagt.

Man kan ikke lytte med munden fuld af ord

En ting jeg har lært igennem det seneste år er, at det er umuligt at betragte noget uden også derved at forandre det. Alene det at det betragtes, forandrer det betragtede, og derfor har jeg svært ved at forholde mig til snakken om at tildele en person en bestemt kategori, for alene det vil forandre personen. Da jeg lod mig forvilde til at tro, at jeg passede ind i kassen med de andre 5’ere, forandrede jeg mig. Hvis jeg lod en person spå mig, eller hvis en række kort blev vendt i én bestemt rækkefølge og tildelt en bestemt betydning, så ville den betydning – hvad enten den havde noget på sig eller ej, så ville betydningen af denne handling få indflydelse på mit liv i en given retning. Det ville forandres.

Er det godt eller skidt? Det spiller egentlig ikke nogen rolle, for forandringen er indtruffet og lader sig ikke omgøre. Hvis en spådom går i opfyldelse; sker det så på grund af spåede eller på grund af den forandring som indtraf på baggrund af den fremsagte spådom? Ville det samme være sket, hvis spådommen ikke var blevet udlagt? Var de samme valg blevet truffet, eller skete valgene på baggrund af den forandring, som spådommen medførte?

Det samme kan siges om personlighedstyper og kassetænkning. ER man den person, det postuleres at man er, eller BLIVER man den person på baggrund af postulatet?

Hmmm….jeg er vist ved at tabe overblikket over tanken med denne blog. Det skulle egentlig blot have været en lille tankerække omkring ayurveda og udlægningen af denne overbevisning, og pludselig befinder jeg mig her. Langt fra land og i oprørt hav.

Jeg kan som nævnt ikke huske ret meget mere fra det lange foredrag om ayurveda, andet end at der fremkom en række tanker og ideer, som jeg fandt berigende. Lige nu er de langt væk. Sikkert inde på land. Langt fra hvor jeg befinder mig, og måske finder jeg dem igen engang, når jeg kommer derind.

Jeg håber igen engang at opleve en Satsang om netop dette emne, for jeg er sikker på, at det indeholder en masse spændende betragtninger. Betragtninger der forandrer dem, der tager dem til sig.