Geoffrey Smith er en stor godmodig og varm mand, der ved første øjekast virker malplaceret i enhver yoga-sammenhæng, men efterhånden som man får snakket med ham, giver hans tilstedeværelse rigtig god mening. Breath Work er hans metier.

Jeg havde aldrig hørt om det før, men som jeg har skrevet flere gange nu, så kan det jeg HAVDE hørt om inden mit møde med Møn og Yoga festivalen villet kunne lægge i en meget lille hånd…hmmm….egentlig en lidt mærkelig analogi, men mon ikke den er tydelig nok? Så egentlig ikke underligt, at netop Breath Work var mig ukendt, og da jeg jo netop undersøgte det ukendte i denne uge, så skulle jeg selvfølgelig også opleve, hvad dette mon var for en størrelse. Breath Work.

– Det er som at blive født på ny, sagde én

– Virkelig en stærk oplevelse. Energierne nærmest eksploderede ud af mig, sagde en anden.

– Noget løsnede sig dybt inden i mig og jeg har ikke siden været den samme, sagde en tredje.

– Jøsses, tænkte jeg

Det var stadig fredag og jeg var under påvirkning af svedhytten endnu, da jeg trådte ind i den lille yoga-sal, hvor førnævnte englænder altså skulle introducere os til hans magi. Han er en jovial og tillidsvækkende fyr, der begejstret bød os indenfor, efterhånden som vi ankom. Fyldt op blev der og nogen gik forgæves.

Geoffrey forklarede lidt om, hvad Breath Work er for en størrelse, at det reelt set udelukkende drejer sig om at trække vejret, men bevidst. Bevidst vejrtrækning er en ukendt størrelse for de fleste, og kan efter sigende løsne op for stort set alt i kroppen; traumer, uforløste problemstillinger, bryde med usunde tilknytninger til fortiden og videre i den dur. Alt det kan løsnes hvis blot man er bevidst om sin vejrtrækning.

– Jøsses, tænkte jeg.

I og med at vi var nogen, der havde været i svedhytte tidligere, så ville denne session tage hensyn til det. Svedhytten åbnede tydeligvis op for noget i kroppen, så det ville blive en mildere session end den tidligere, og vejrtrækningen ville kun skulle foregå i den øverste del af brystet. Ind igennem næsen og ud gennem munden, men kun i brystkassen, ikke ned i maven. Det var vigtigt.

De første 25 minutter skulle vi blot ligge og trække vejret og lade komme, hvad pressede sig på til at komme. Intet der kom kunne være forkert, for vi havde jo ikke selv bedt om at mærke lige netop den aktuelle følelse. Lad komme det der kommer. Hold intet tilbage.

Vi lagde os og lod komme, hvad der end måtte komme. Jeg koncentrerede mig om min egen vejrtrækning. Hold den i brystkassen, ikke ned i maven. Jeg lod roen finde vej.

En kvinde begyndte at græde. Hjerteskærende. Hun havde åbenlyst ladet noget komme, for ud ville det. Voldsomt. Hun græd og græd. En dyb hulken iblandet sorgfyldte skrig. Nogle andre begyndte også at græde – måske ansporet af den første? Måske var noget også blot kommet til dem. Det ”noget” som jeg lå og prøvede ikke at tænke på. Mit fokus på min vejrtrækning blev bestemt forstyrret af kvinden for før, men efter den første forbløffelse over sådan en følelsesudladning, så rettede jeg igen mit fokus på mig selv, og fandt roen i larmen. Indeni.

Tiden gik, og jeg gik med (nærmest et ordret citat fra Gasolin’s ”Hva’ gør vi nu, lille du”) og intet kom til mig. På et tidspunkt følte jeg mig en smule svimmel, men det kunne sagtens bero på den øgede mængde ilt til hjernen, som min forsøgsvis bevidste vejrtrækning forårsagede.

Pludselig var det forbi og vi blev ledt ind i en meditationsrunde, hvor vi skulle prøve at spørge vores hjerte, hvordan vi havde det lige nu, og måske lade den fornemmelse vi have i kroppen omslutte os som et hav og blot vugge blidt i bølgerne af denne følelse. Jeg vuggede blidt i den ro, der omgav mig.

Manden ved siden af mig begyndte at le hjerteligt. En boblende latter der blot tog til og eksplodere i ham. En sådan latter er svær at ignorere og snak lo flere med, jeg selv inklusiv, og han blev ved. Med tiden aftog latteren og stilheden sænkede sig. Vi flød alle på hvert vores hav.

Og så var det forbi. Tiden var gået. Afslutningsvis blev alle opfordret til at tilkende, hvad (om noget) de havde oplevet igennem sessionen og hvordan deres krop følte sig lige nu. Nogen havde mærket energier rundt om i kroppen, andre havde grædt og følte sig forløste og nogen havde blot haft en rolig session uden de store fortællinger at berette – for mig havde det været en sådan. Efterveerne fra svedhytten havde stadig haft tag i mig ved begyndelsen, men det er blot trække vejret og efterfølgende vugge i mine følelsers hav havde virket forfriskende på mig, så jeg følte mig næsten på toppen igen.

En konklusion på Breath Work? Det ved jeg ikke. For nogen virker det voldsomt. Det er der ingen tvivl om, og jeg betvivler intet af det som Geoffrey fortalte. Der er noget i det bevidste åndedræt, som er skjult for os i vores normale fortravlede liv. Jeg oplevede det ikke. Intet løsnede sig i mig eller kom til mig – andet end roen, og den var måske kommet alligevel i forbindelse med en let meditation. Hos mange forløstes nogle indre konflikter sig dagene igennem hos Geoffrey. Hans sessions var i perioder meget højlydte – så noget kom til nogen, blot ikke til mig. Måske jeg vil prøve det igen næste år, for mon ikke jeg igen vil være at finde på Møn på denne tid næste år? Det tænker jeg.