Langfredag. Vågnede som altid tidligt og lå bare og nød roen og visheden om at dagen ikke fyldt med andet end det jeg vælger at fylde den med. Kiggede lidt på alt og intet. På nettet. Kom omkring, vidt omkring, også i tankerne, for overalt skinnede dagens tema igennem: Langfredag – en lang dag, hvor Jesus havde hængt på korset, i selskab med i hvert fald mindst to andre, velvidende at denne dag ville være den sidste. Ikke noget at sige til, at dagen føltes lang.

Kom uforvarende forbi en tv-oversigt, og her fik den ikke for lidt. Overalt skinnede det religiøse tema igennem, og det er vel i og for sig okay. Vi har trods alt fået foræret tre fridage på den konto (og flere endnu, hvis der regnes pinse og jul med), så ikke et ondt ord om det store udbud af religiøse udsendelser i tv – dem kan jeg jo frit til- eller fravælge…. og nogle af disse er, set med historiske briller, interessante i sig selv, så mon ikke enkelte af udsendelserne vil blive tilvalgt? Det tror jeg – dog fravælges mindst én af filmene med sikkerhed, nemlig den om ”Noah”. Den historie er i min verden noget af det mest frastødende og uhyrlige…. ikke så meget historien i sig selv, der skrives mange vanvittige og uhyrlige historier, hvilke vi læser med stor fornøjelse (eller jeg gør i hvert fald), men det at den igennem årene er blevet tilskrevet en sandhedsværdi, og ikke kun en sandhedsværdi, men en accepteret sandhedsværdi – det er mig en kilde til stor forundring, for hvordan kan nogen overhovedet acceptere denne historie? Hvordan kan nogen fortsætte med at tilbede sådan en frygtelig guddom, der kan foranledige en sådan katastrofe, blot fordi nogen vælger ikke at følge hans bud? Det forstår jeg ganske enkelt ikke. I stedet for at flygte i hobetal (som de involverede i historien jo sikkert har gjort), så fortsætter millioner, milliarder, med at frygte den ”kærlige” Gud, og endog slå ihjel i dennes navn – både sig selv og andre.

”Gud er kærlighed”. Sådan lyder det salvelsesfulde budskab igen og igen. ”Gud er kærlig, kom til Gud”. Hvad de fleste åbenbart glemmer er, at Guds kærlighed er betinget. Der følger en betingelse med, for at Gud elsker dig, og det er din egen betingelsesløse tro på Gud (ham eller hende… eller den, jeg er ligeglad). DU skal tro betingelsesløst på Gud. Altid. Til enhver tid skal du tro. Gud kan tage din elskede fra dig, dine børn, drukne alle omkring dig. Folk og fæ, og du må ikke vakle et sekund. Det er betingelsen. Jeg må være infam over for dig, men du skal elske mig.

KÆRLIGHED KAN IKKE BETINGES!

Religioner er vel bygget på den betingelse, at kun ved betingelsesløs underkastelse, kan du opnå kærligheden fra den ”almægtige”? Er det ikke sådan at diktaturstater opstår. Hvis du ikke er 100% med mig, er du 100% imod mig.

Min kærlighed til dig er betinget af, at du opfører dig ”ordentligt”. Hvis ikke, så skal du ”få kærligheden at føle”…. omskrevet til den frygtelige sætning: ”Den man tugter, elsker man” – opfundet af nogle forskruede forældre, der brugte det som en undskyldning for at skridtprygle deres afkom….eller deres ægtefælle.

Jeg læste en udtalelse på et tidspunkt, hvor en fyr udtalte, at det han elskede ved hunde var … deres betingelsesløse kærlighed…

Kan kærligheden betinges? Er det kærlighed, hvis den er betinget af, at et eller andet skal være opfyldt? Jeg elsker dig, fordi du er så smuk, fordi du er så sød, fordi du har så smukke øjne… fordi du gør som jeg siger, er ”ordentlig”. I det sekund der følger en betingelse med, kan det ikke være kærlighed. Det kan være meget andet, men ikke kærlighed.

Det kan være lyst, eller liderlighed – fordi du er smuk eller har kønne øjne. Det kan være magt – fordi du gør som jeg siger. Det kan være frygt for omverdenens dom over dig som forælder – fordi du er ”ordentlig”, men det kan ikke være kærlighed.

Mennesket er det eneste dyr, der sætter betingelser. Alle andre dyr lever betingelsesløst… eller tager jeg fejl?

Hvor er det svært ikke at stille betingelser, for vil kærligheden holde, hvis den man ”elsker” pludselig kommer hjem og fortæller, at han/hun har elsket med en anden? Hvis den relation går i stykker herved, så var kærligheden betinget, og derfor ikke kærlighed. Betinget af, at vi ikke elskede med andre.

Vi opdrages til at stille betingelser, noget for noget, og det er voldsomt svært ikke at følge den opdragelse, at elske uden binding, uden betingelser…… eller er det? Jeg mener, at min kærlighed til min datter er helt uden betingelser. Ganske uden. Jeg tror, at ligegyldigt hvad hun gør, så vil min kærlighed ikke forsvinde. Det vælger jeg at ”tro”. At det er sådan. Måske tager jeg fejl, men jeg tror det ikke. På samme måde bør mine følelser i forhold til voksne mennesker også kunne være uden forbehold, uden binding, men det er straks meget sværere af en eller anden grund.

Jeg prøver aldrig at være ”nogen” eller ”noget” i forhold til min datter. Jeg ER noget, jeg er ”far”, men det er ikke noget jeg forsøger at være, det er noget ”jeg er”. Ubestrideligt. Og i det hviler jeg. Ubestrideligt. Og derfor kan jeg blot ”være”, uden af forsøge at bevise noget eller være noget andet end det.

Jeg prøver at være sådan lige nu. I relation til et andet menneske. Prøver at møde hende uden betingelser, uden binding og uden forventninger – og det er dælme svært, for det ligger så indgroet i os at forvente noget i forbindelse med at give noget. Hvis jeg siger dette eller hint, så kommer der noget retur. Hvis jeg gør noget, returneres noget bestemt. Sådan har det altid været, og den er svært at lægge fra sig, men det kan lade sig gøre. Jeg kan mærke, at noget bevæger sig, at noget forandres.

I en tråd på fb faldt jeg over en henvisning til disse citater fra Kierkegaard – om netop kærlighed – og de rammer altså helt rent:

Det er ikke opgaven at finde den elskelige genstand, men opgaven er: at finde den nu engang givne eller valgte genstand elskelig. 

Kærligheden skal altså ikke søges i den anden, men allerede være til stede i mødet med den anden.

http://www.religion.dk/citater/10-citater-om-k%C3%A6rlighed-fra-kierkegaard

”Kærligheden skal altså IKKE søges i den anden, men allerede være tilstede i mødet med den anden”.

Hvor tit er det lige med de briller, man går ind i en relation, tænker jeg? Hvor tit søges der ikke netop EFTER kærligheden i mødet med den anden. Enhver der har været så uheldig at være på dating-sider kender med sikkerhed til dette: at man mødes med den forventning, at kærligheden opstår PÅ GRUND AF mødet med den anden.

To mennesker mødes på date. Der vurderes og der spilles komedie. Man forsøger at få den anden til at tro på det billede, man sætter op af sig selv. En jobsamtale. Vis hende, hvad du er god til. Fremhæv de gode sider. Gad vide om man nogensinde prøver at finde den anden elskelig, eller sorteres der benhårdt fra, hvis den elskelige genstand ikke findes, og så søges der kritisk videre… igen og igen og igen… hvor er den, tænker man? Hvorfor kan jeg ikke finde ham, der vil gøre mig lykkelig? Ham, i hvem jeg kan finde kærlighed? Årene går, indehaverne af disse sites bliver rige, og mange forbliver singler i deres søgen efter kærligheden, i deres tro på, at den findes derude. Et sted findes den, og hvis man bare leder længe nok, så finder man den. I en kasse. På et loft. Pakket ned. Pakket væk. Der var den. Nu kan jeg være lykkelig. Hvis bare…….

Jeg ved, at jeg stadig – ubevidst – betinger dele af mit liv, men jeg tror også at det bliver mindre og mindre, for jeg er opmærksom på dette og kan derfor betragte det og måske forandre det.

Den findes. Kærligheden. Men ikke derude, men derinde.