Dagens postulat: ”Sand lykke kan ikke have en årsag” (Anthony De Mello)
Hvor er det smukt. Lykke kan simpelthen ikke være betinget af noget som helst, for i det øjeblik den betinges, bliver den til lidelse i stedet.

– Jeg er lykkelig, når du er her!

Woah….sikke en binding, og sikke noget sludder 🙂

For det første kan lykken som nævnt overhovedet ikke betinges af den andens tilstedeværelse. Man kan ”føle” sig lykkelig, når den anden er nær, men det kan umuligt have noget at gøre med at ”være” lykkelig, for den anden skal jo blot sige ”Du er egentlig grim”….så bliver lykken udskiftet med vrede og fornærmelse, så det er ganske umuligt at ”være” sin følelse, og det er faktisk det jeg har gået og tænkt over de seneste dage…altså forskellen på mit ”mig” og mit ”jeg”.

Disse tanker er ikke bare kommet sådan ud af det blå, for så filosofisk er jeg såmænd ikke, men grundet min læsning af bogen ”Bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed” af Anthony De Mello – en bog jeg på alle måder kan anbefale alle at læse, for den sætter simpelthen så mange tanker i gang….eller det har den gjort hos mig i hvert fald….og specielt hans tanker omkring netop ”jeg” og ”mig” kan jeg slet ikke slippe igen.

I forlængelse af denne tanke, kan jeg ikke lade være med at trække en tråd til Christopher Paolini’s fantastisk bogserie om ”Eragon”, hvor netop det at ”finde sit sande navn” er et nøgleelement, for ”ens sande navn” siger alt om hvem man er, og ikke hvad man er….”Jeg” i modsætning til ”mig”….og selvom han så knytter magt til viden om dette navn, så er tanken alligevel besnærende. Tænk om man i ét ord eller i én sætning ville kunne opsummere, hvem man er – de pæne såvel som de lidet flatterende sider. Alt sammen samlet i et navn – et navn der ad åre ville kunne forandres, ændres, men kun i mindre grad, idet ”jeg” ikke reageres af følelser eller stemninger og derfor er svært foranderligt.

Anthony De Mello kalder dette for ”Bevidsthed”.

Jeg tror egentlig, at de fleste af os lever i ”mig” og ikke i ”jeg”, for ”mig’et” er følelser, stemninger, håb, drømme….billeder der sættes op, og som man beder folk kigge på og vurdere.
En politisk overbevisning, en holdning til rummonologi, vrede, glæde, en stilling som direktør i et stort firma….alt sammen noget der hæftes på ”mig”, og som intet overhovedet har at gøre med hvem du er – dit ”jeg”.

– Jeg er socialdemokrat, siger manden. Det er det han tror han er (mig). Han identificerer sig med en overbevisning (mig), men kort tid efter skifter han holdning (mig), og bliver Radikal. – Jeg er radikal, siger manden så (mig)….men har noget som helst ændret sig i manden? Intet overhovedet. Han har bare sat et nyt billede i rammen, og beder os nu kigge på det i stedet for. – Se, det er mig, siger han, men det er det overhovedet ikke. Det er et billede, en illusion, og har intet med manden at gøre.

– Hvem er jeg? Jeg aner det virkelig ikke, for ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det spørgsmål, så forandres essensen i det til “Hvem er mig”…det er mig ikke muligt at ignorere “mig”, for indtil for ganske nyligt gik jeg i den forvisning, at “mig” var “jeg” og at blot noget blev fixet, så ville alt blive godt…..men intet skal fixes, alt er perfekt….jeg kan bare ikke se det….endnu!
Vi lærer at identificerer os med “mig”, med billedet af den vi tror vi er, for deri ligger følelserne. “Jeg’et” har ingen følelser og kan derfor ikke kontrolleres eller styres – “det er”!

– Jeg er syg! Nej, det er du ikke. Du føler dig syg, men du er ikke syg, for om lidt er du rask, og derfor ikke syg mere….så måske er “mig” syg, men “jeg” er ikke syg, og ved at få øje på det, kan det måske ende med, at “mig” heller ikke er syg…..hmmmmm…..

Jeg føler mig totalt forvirret lige nu, og ved ikke rigtig lige, hvordan jeg kommer videre, hvordan jeg aflærer al den viden jeg har tillært mig igennem mit liv, for kun ved at aflære etiketterne, som jeg har identificeret mig med, kan jeg begynde at få øje på mit “jeg”.

Her er virkelig et stort emne til næste gang vi mødes til “Systemisk Forståelse” på Mahamudra Institutet….og det værste er, at ingen kan lære mig det, for i så fald ville det få en form og derfor blive en del af “mig”.