Først må jeg lige sige, at noget er kommet til mig i dag. Jeg har langt om længe fået skabt muligheden for at kunne genoptage mit guitarspil på min lækre Gibson. Den har stået pakket lidt sammen i over tre måneder, inde bag en opsats jeg byggede i mit massage-rum i sensommeren. Der har den stået og følt sig glemt og overset. Tidligere havde den sunget og skreget hver dag – i årevis – og med et blev den puttet væk, fordi ejeren fik andre interesser og derved glemte den. Den må have følt sig som “grantræet” i eventyret af H. C. Andersen. Kasseret og gemt væk, men ikke mere. I dag fik jeg langt om længe sat to lister op, således at jeg nu kan tilgå den igen uden problemer, og hvor var det en skøn fornemmelse igen at sidde med den i hænderne, og bare lade fingrene gøre det de nu engang gør på et gribebræt….let the fingers do the walking….so to speak 🙂

Skrev lidt om det i min sidste blog – at jeg føler mit liv igen er ved at tage en drejning, eller måske blot en udfladning (hvis det er et ord). Det er ved at finde et normalt leje og mine tidligere interesser er ved at finde vej frem i mig igen. Kan mærke det overalt. Den fuldstændige fortabelse i Tantra-verdenen har sluppet sit greb og jeg trækker vejret lettere. Måske er det sådan det skal være lige nu? Måske skal jeg lige nu genfinde gnisten til mit arbejde (hvilket jeg har gjort), og til mine hobbies….og så blot nyde den tantriske verden når den tilbyder sig til mig…..i stedet for intenst at søge den?? Hmmmm……ønsket om at tilbyde massager er stadig stærk i mig, længselen efter disse ligeså, men hvis det ikke er tiden lige nu, så kan livet sanses og leves på så mange andre måder….og hvem ved, måske en dag tiderne vender, og så kan jeg finde tilbage igen…..:)

“At holde ud” er en del af overskriften, og egentlig er den fremkommet af et klip med Niels Hausgaard jeg så forleden og som ramte mig, for som sædvanligt ramte han plet med sine betragtninger. Han spørger om, hvorfor det er så vigtigt altid “at holde ud”? Når det går skidt, så skal man altid “holde ud”, hvilket ofte fører til at tingene bliver værre. Hvis man i et parforhold oplever kriser, man mister jobbet, huset bliver for dyrt, hunden bliver for dyr, altid bliver træls….man forsøger at “holde ud”….så bliver partneren også pludselig træls og når man så ikke kan holde ud mere, går man fra hinanden, man giver op. Hver for sig, giver man op, og her spørger han så om, hvorfor man altid forsøger at holde ud? Hvorfor kan man ikke istedet prøve at “give op”, men sammen i stedet for hver for sig? Tage hinanden i hænderne og simpelthen i fælleskab give op og genfinde hinanden i det tomrum der skabes, når bunden rammes og alting er træls…i stedet for at skilles og give den anden skylden for alt. Jeg ved ikke…det var bare sådan et smukt billede, og sørgeligt at det er så sjældent at det ender sådan….altså at man dropper at “holde ud” og bare “giver op”…men sammen, i stedet for hver for sig….når nederlaget nu engang er givet og uafvendeligt.
Jeg tænker, om det er frygten for at se genspejlingen af nederlaget i den andens øjne, der skræmmer. Nederlaget i ikke at kunne være en “succes” i andres øjne? At møde blikket fra den man elsker og deri frygte for at blive mindet om noget, der ikke mere er, men som måske var….men glemme at i det blik kan også i stedet være kærlighed, hengivelse og en forbundethed, som kun kommer af at have lidt sammen, at have set den anden ramme bunden og rejse sig, sammen……tjahh….jeg ved ikke, hvorfor disse tanker pludselig kom til mig, men det gjorde de, og nu er de tænkt igen og skrevet her…..

“At holde ud” er i min verden ikke hverken sundt eller stoisk. Det er vel i bund og grund en fornægtelse af et tydeligt “nej”. Hvis jeg “udholder” noget, er det vel noget jeg i bund og grund ikke har lyst til…derfor et “nej”…..selvfølgelig kan ordet bruges i sammenhænge, hvor det kan være en fordel “at holde ud” – man hænger i en gren over en dyb kløft, og redningsfolkene råber, at man skal “holde ud, for hjælken er på vej”….så gives det en helt anden sammenhæng, og så “udholder” man nok også gerne smerten i armene, men hvis samme billede kobles på ens hverdagsliv eller arbejdsliv, at man føler at man hænger ud over en dyb kløft og der ingen fast bund er under ens fødder….og at man kun lige holder ved med det yderste af fingrene….og hjælpen på ingen måde er at se i den umiddelbare nærhed, så bør man måske slippe og lade sig falde, fremfor at “udholde”, for måske finder man noget der nede på bunden, som kunne være af stor vigtighed at finde og som vil være medvirkende til, at man kan finde vejen op igen, en ny vej oplyst at en ny vished om én selv og de indre styrker og svagheder, som turen hertil har vist at man som menneske er i besiddelse af – og måske vil det, at man hænger to i grenen og sammen aftaler at slippe, kunne være medvirkende til at man også sammen kommer styrket op fra kløften.

Jeg arbejder stadig med mit “nej”. Jeg kan stadig godt finde mig selv i en situation, hvor jeg “udholder noget”, hvor mit “nej” er blevet undertrykt, men det er ikke så ofte mere, og jeg er blevet opmærksom på, at det sker, når det sker…og opmærksomheden, iagttagelsen, bevæger, og når det bevæges, forandres det….så mon ikke at det alligevel bliver til at holde ud….det man udholder.